Mangeårig toprådgiver kender Socialdemokratiet indefra. Nu forklarer han, hvordan man skal forstå kampen om København

Da Pernille Rosenkrantz-Theil (S) overtog kandidaturet til overborgmesterposten i København, erkendte hun selv, at det bliver »tæt på umuligt« at genvinde magten. Men hvad gør partiet, hvis det ikke lykkedes Pernille Rosenkrantz-Theil – som den første socialdemokrat i over 100 år – at skrive sig ind i rækken af prominente overborgmestre? Hun løftede selv lidt af sløret for svaret for nylig i DR-podcasten »Magten«. Her sagde Socialdemokratiets spidskandidat til kommunalvalget i København, at hun ikke har i sinde at pege på andre end sig selv ved det kommende valg. Kan Pernille Rosenkrantz-Theil ikke selv blive overborgmester, vil Socialdemokratiet med andre ord sidde i opposition, sagde hun i podcasten. Og spørger man en af dem, der kender både rådhuset og Socialdemokratiet bedst, er meldingen ikke specielt overraskende, selvom det kan virke sådan. »Det havde overrasket mig virkelig meget, hvis hun havde sagt andet,« siger Kasper Fogh Hansen. Kasper Fogh Hansen har partibogen i orden. Han er tidligere særlig rådgiver for den tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard, tidligere pressechef i Københavns Kommune og tidligere særlig rådgiver for daværende kulturminister Joy Mogensen. Og så er han nuværende medlem af Socialdemokratiet. »Du kan heller ikke se Mette Frederiksen pege på Pia Olsen Dyhr eller Pelle Dragsted. Heller ikke Mona Juul eller Troels Lund Poulsen. Det er ikke den rolle, eller den plads i dansk politik, som Socialdemokratiet ser sig selv i,« siger Kasper Fogh Hansen. I mange andre kommuner kan Socialdemokratiet godt konstituere sig og pege på et andet parti til borgmesterposten. Så hvorfor kan de ikke det i København? »Fordi københavnsk politik har et perspektiv af landspolitik og en Christiansborg-logik. Blandt andet fordi hovedstaden har en anden form for synlighed.« Hvorfor betyder netop overborgmesterposten i København så meget for Socialdemokratiet? »Socialdemokratiet i Danmark kommer fra København. Partiet er enormt stolt af, at have været med til at bygge en by, som er et af verdens mest vellykkede byggeeksperimenter,« siger Kasper Fogh. En plads i opposition Det har vakt opsigt, at Pernille Rosenkrantz-Theil så bastant over DR afviste at pege på et hvilket som helst andet parti fra Enhedslisten til Liberal Alliance. Ordvekslingen med podcast-værten forløb sådan her: Kan du i nogen som helst verden pege på Enhedslisten til overborgmesterposten? »Nej. Det kan jeg heller ikke på en fra Venstre eller Konservative, så det handler ikke i så høj grad om Enhedslisten, men handler om, at vi går til valg på at skulle have overborgmesterposten,« svarede Pernille Rosenkrantz-Theil. Hvad med SF, Sisse Marie Welling (overborgmesterkandidat, red.), kunne du pege på hende? »Ligegyldigt hvilket parti du peger på, så går vi til valg på, at vi skal bevare overborgmesterposten i København.« Men man kan vel godt forestille sig en situation, hvor I får så gevaldige tæsk, at I ikke kan sidde på overborgmesterposten, så må du vel pege på en anden? »Så sidder vi i opposition.« Så du kommer ikke til at pege på en anden? »Nej. Nej. Det kommer vi ikke til.« En lidt mærkelig styreform Selvom udmeldingen fra Pernille Rosenkrantz-Theil umiddelbart kan synes stejl, er det faktisk ikke så vildt at sidde i opposition på Københavns Rådhus, som det lyder. Det skyldes, at Københavns styreform og dermed også valgsystemet, er noget for sig. Hvem der bliver overborgmester afgøres af et flertal på Københavns Rådhus. Derefter fordeles resten af borgmesterposterne efter den d’Hondtske metode til det parti eller valgforbund, der har fået flest mandater. Det er noget med at kunne sin syvtabel, have et Excel-ark ved hånden og en nogenlunde forståelse for matematik. De finere detaljer er ikke nødvendige for at forstå den egentlige pointe: Når Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at hun ikke vil pege på en anden overborgmester end sig selv, er det ikke ensbetydende med, at hun ikke kan blive fagborgmester. Det kræver nemlig almindeligvis blot, at Socialdemokratiet bliver et af de største partier på Rådhuset. »Så medmindre almindelig lov og naturlov er ophævet, kommer Socialdemokratiet til at tage et ledelsesansvar, selvom de ikke skulle få overborgmesterposten,« siger Kasper Fogh Hansen. I en normal konstituering vil det foregå sådan, at det største parti vil få førstevalg på én af posterne, dernæst vil det største parti i den næststørste gruppe få andetvalget, og så fremdeles. »Så sandsynligheden for, at du får mest ved at være det største parti i den næststørste gruppe er stor,« siger Kasper Fogh Hansen. Derfor kan det altså være taktisk smart for Socialdemokratiet at holde sig ude af den gruppe, der peger på overborgmesteren. »Den her lidt mærkelige styreform betyder, at der er mindre stabile og forudsigelige koalitioner, end der er i landspolitik,« forklarer Kasper Fogh Hansen. Beviset for det findes i de usandsynlige politiske beslutninger, der gennem tiden er blevet truffet på Københavns Rådhus. Blandt andet syslede Venstre på et tidspunkt med at pege på en overborgmester fra SF – håbet var, at banen ville være mere åben, hvis man først fik styrtet Socialdemokratiets tusindårsrige. https://www.berlingske.dk/politik/mangeaarig-topraadgiver-kender-socialdemokratiet-indefra-nu-forklarer-han